Når en professor ligner en nervøs førsteårsstudent

I går eftermiddags havde jeg den sjældne ære at opleve en kapacitet af de helt store. En person med så meget intellektuelt overskud, at han kunne præsentere et langt juridisk debatindlæg på en så spiselig (og endda underholdende) måde, at jeg og en proppet festsal på KU sad tryllebundet i to timer. Men der var også tale om ingen ringere end Justice Scalia – en særdeles markant amerikansk højesteretsdommer udpeget i 1986 af Ronald Reagan. 

Denne Scalia var inviteret af juridisk institut til at holde et foredrag om det umiddelbart ret flyvske emne Højesterets placering i forhold til det politiske system. 

Foredragsholderen blev kækt og med en respektløs uformel tone, som man vel ikke finder andre steder end i Skandinavien, introduceret ved hans “kælenavn” Nino. Nino tog dog tonen til sig og fremlagde herefter sit meget overbevisende argument for en meget indskrænket og dybt konservativ læsning af forfatningens ord. Indenfor juraen er der åbenbart en voldsom debat om, hvorvidt man som dommer skal fortolke en lov som udelukkende de præcise ORD, der står – eller om man skal gå videre og også tolke på, hvad politikerne i sin tid havde ment med ordene (altså inddrage og fortolke på debatten bag vedtagelsen af loven). Det sidste er i følge Scalia (og nu også mig, eftersom jeg slugte hans argument råt) en synd, eftersom jurister alene er eksperter i tolkningen af lovtekstens ord og ikke i de politisk-moralske hensigter bag – det sidste må og skal demokratisk valgte politikere tage sig af. Den travle (eller mindre jurainteresserede) læser kan her passende springe direkte til det konkluderende afsnit, for nu bliver det teknisk: 

Argumentet om tilbageholdende dommere lyder umiddelbart tillokkende, men som debatten bagefter også viste, medfører det i amerikansk tilfælde, at den amerikanske centralregering får en temmelig begrænset magt over de enkelte stater – f.eks. på moralske emner som dødsstraf, abort, stamcelleforskning og indskrænkninger i våbenbesiddelse. Forklaringen ligger (vist) i, at forfatningen beskytter individets rettigheder til ting, som umiddelbart for mange europæere ikke er udtryk for en moderne etik. Scalias skrækeksempel er her, at aktivistiske dommer fortolker hensynene bag forfatningens ord i en moderne kontekst ud fra et princip om en såkaldt “levende forfatning”. Men nej – det er IKKE dommeres rolle. Forfatningen tog, da den blev skrevet, ikke højde for disse diskussioner – og så kan man som højesteretsdommer simpelthen ikke vurdere, om det f.eks. er forfatningsstridigt at have love imod stamcelleforskning – det må de enkelte stater selv afgøre ad demokratisk vej. Han var helt enig i, at forfatningsdokumentet ikke var perfekt – det er et produkt lavet af mennesker – men det er stadig det bedste og mest upartiske juridske dokument, de har at tage udgangspunkt i. Om princippet “ikke perfekt, men mindst onde” brugte han meget effektivt metaforen om at vandre i bjørneterritorium: Du skal ikke være bange for, om du kan løbe fra bjørnen – bare du kan løbe fra din sidemand. 

Hvordan er det så relevant for en europæer? Jo, sagen er, at de høje herrer i vores EU-domstol ikke har en tilsvarende præcis og langtidsholdbar tekst at forholde sig til. Og så bliver der netop åbnet op for, at aktivistiske dommere kan fortolke en bunke personlige opfattelser ind i deres domme. Altså har vi i EU stærkt behov for en egentlig forfatning renset for partiske og tidstypiske holdninger – og kogt ned til de allermest grundlæggende principper, vi vil værne om nu og om 200 år. 

 

Er du stadig med, kære læser?

Jeg er ikke sikker på, at jeg er – men jeg forlod alligevel salen helt overbevist om, at denne ærkekonservative mand har ret i netop vurderingen af dommereres tilbageholdende rolle overfor en forfatning. Han har helt sikkert luret mig ind i det. Der var også mange danske eksperter, der forsøgte at modargumentere – men han havde simpelthen sådan en autoritativ, stringent og tillokkende retorisk evne, at enhver modstand blev fejet af banen. Således lignende de ellers distingverede KU-professorer pludselig fortvivlede studenter, der lige havde dumpet deres eksamen. Som han sagde til en, der efter en længere kommentar advokerede for en lidt mere moderat og moderne opfattelse af forfatningens ord: 

What is a moderate interpretation of the text? Halfway between what it really means and what you’d like it to mean?

Modsvaret kom aldrig. Professoren blev paf og satte sig ned.