Fra Mr. Universe til Mr. Secretary?

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg på ingen måde tog manden (eller Californiens vælgere) seriøst, da han blev valgt til det højeste embede i staten Californien. At sætte en tidligere Mr. Universe til at administrere verdens sjettestørste økonomi med en accent, der er mindst ligeså pinlig som Prins Henriks forsøg på dansk måtte næsten være en joke. Og ja – økonomien i Californien har det mildest talt dårligt, men han har imponeret ved at formå at få konstant positiv opmærksom omkring sin midtersøgende linie på den nationale politiske scene i USA i en grad, så han nu nævnes som en mulig minister i Obamaadministrationen, når guvernørperioden udløber. F.eks. er han gået forrest med grønne initiativer og er en af meget få republikanere, der offentligt har støttet Obamas økonomiske redningsplan.

Forundret over, hvordan han kan levere disse resultater? Måske findes svaret i hans stil som mødeleder: 

Fagre nye verden

Så har man prøvet det med. Jeg sidder pt. i et DSB tog på vej mod et bryllup i Langbortistan Struer og er på internettet. Mao. er det lykkedes at oprette et velfungerende trådlåst internetsignal på en strækning, hvor der normalt ingengang kan opnåes et stabil mobilsignal. Og toget kører endda til tiden på en dag med sne på skinnerne. Hvad sker der dog DSB? Det næste bliver vel, at I faktisk begynder at køre med IC4-togene?

Bedste danske præstation på hjemmebane. Nogensinde.

I går præsterede AaB et enormt imponerende resultat: 3-0 over Deportivo La Coruna. Det er så stort, at jeg udfordrer læseren til at komme med et større europæiske resultat på dansk grund overhovedet. Samtlige danske medier (selv Kåre) skummer i dag over i deres ros for AaBs nye træner og hold, så jeg vil nøjes med at bringe dette billede, der smukt symboliserer ydmygelsen af det tidligere spanske mesterhold

Also going to Canada

I dag har hele Canadas nyhedsflade været optaget af en ting: Hovedstaden Ottawa dannede scene om Obamas første officielle statsbesøg. Men i modsætning til Clintons første statsbesøg (i form af hendes Asien-rundtur), der fik rigtig meget omtale i amerikansk presse, bliver denne sviptur forbi “lillebroderen mod nord” kun omtalt i en bisætning i Washington. Som den canadiske udgave af Jyllandsposten “The National Post” skriver i en kommentar, der meget præcist indrammer det canadiske mindreværd overfor USA:

“Also going to Canada”. That’s how Barack Obama’s day trip to Ottawa was described by senior White House press briefers …Mr. Obama’s eight-hour visit is seen as a sideshow, like running across the street to bring a housewarming cake to the new neighbours.

Bitterheden er spiddende og underbygges yderligere af den medfølgende tegning af premierminister Harper forsøger at få Obamas opmærksomhed: 

Når en professor ligner en nervøs førsteårsstudent

I går eftermiddags havde jeg den sjældne ære at opleve en kapacitet af de helt store. En person med så meget intellektuelt overskud, at han kunne præsentere et langt juridisk debatindlæg på en så spiselig (og endda underholdende) måde, at jeg og en proppet festsal på KU sad tryllebundet i to timer. Men der var også tale om ingen ringere end Justice Scalia – en særdeles markant amerikansk højesteretsdommer udpeget i 1986 af Ronald Reagan. 

Denne Scalia var inviteret af juridisk institut til at holde et foredrag om det umiddelbart ret flyvske emne Højesterets placering i forhold til det politiske system. 

Foredragsholderen blev kækt og med en respektløs uformel tone, som man vel ikke finder andre steder end i Skandinavien, introduceret ved hans “kælenavn” Nino. Nino tog dog tonen til sig og fremlagde herefter sit meget overbevisende argument for en meget indskrænket og dybt konservativ læsning af forfatningens ord. Indenfor juraen er der åbenbart en voldsom debat om, hvorvidt man som dommer skal fortolke en lov som udelukkende de præcise ORD, der står – eller om man skal gå videre og også tolke på, hvad politikerne i sin tid havde ment med ordene (altså inddrage og fortolke på debatten bag vedtagelsen af loven). Det sidste er i følge Scalia (og nu også mig, eftersom jeg slugte hans argument råt) en synd, eftersom jurister alene er eksperter i tolkningen af lovtekstens ord og ikke i de politisk-moralske hensigter bag – det sidste må og skal demokratisk valgte politikere tage sig af. Den travle (eller mindre jurainteresserede) læser kan her passende springe direkte til det konkluderende afsnit, for nu bliver det teknisk: 

Argumentet om tilbageholdende dommere lyder umiddelbart tillokkende, men som debatten bagefter også viste, medfører det i amerikansk tilfælde, at den amerikanske centralregering får en temmelig begrænset magt over de enkelte stater – f.eks. på moralske emner som dødsstraf, abort, stamcelleforskning og indskrænkninger i våbenbesiddelse. Forklaringen ligger (vist) i, at forfatningen beskytter individets rettigheder til ting, som umiddelbart for mange europæere ikke er udtryk for en moderne etik. Scalias skrækeksempel er her, at aktivistiske dommer fortolker hensynene bag forfatningens ord i en moderne kontekst ud fra et princip om en såkaldt “levende forfatning”. Men nej – det er IKKE dommeres rolle. Forfatningen tog, da den blev skrevet, ikke højde for disse diskussioner – og så kan man som højesteretsdommer simpelthen ikke vurdere, om det f.eks. er forfatningsstridigt at have love imod stamcelleforskning – det må de enkelte stater selv afgøre ad demokratisk vej. Han var helt enig i, at forfatningsdokumentet ikke var perfekt – det er et produkt lavet af mennesker – men det er stadig det bedste og mest upartiske juridske dokument, de har at tage udgangspunkt i. Om princippet “ikke perfekt, men mindst onde” brugte han meget effektivt metaforen om at vandre i bjørneterritorium: Du skal ikke være bange for, om du kan løbe fra bjørnen – bare du kan løbe fra din sidemand. 

Hvordan er det så relevant for en europæer? Jo, sagen er, at de høje herrer i vores EU-domstol ikke har en tilsvarende præcis og langtidsholdbar tekst at forholde sig til. Og så bliver der netop åbnet op for, at aktivistiske dommere kan fortolke en bunke personlige opfattelser ind i deres domme. Altså har vi i EU stærkt behov for en egentlig forfatning renset for partiske og tidstypiske holdninger – og kogt ned til de allermest grundlæggende principper, vi vil værne om nu og om 200 år. 

 

Er du stadig med, kære læser?

Jeg er ikke sikker på, at jeg er – men jeg forlod alligevel salen helt overbevist om, at denne ærkekonservative mand har ret i netop vurderingen af dommereres tilbageholdende rolle overfor en forfatning. Han har helt sikkert luret mig ind i det. Der var også mange danske eksperter, der forsøgte at modargumentere – men han havde simpelthen sådan en autoritativ, stringent og tillokkende retorisk evne, at enhver modstand blev fejet af banen. Således lignende de ellers distingverede KU-professorer pludselig fortvivlede studenter, der lige havde dumpet deres eksamen. Som han sagde til en, der efter en længere kommentar advokerede for en lidt mere moderat og moderne opfattelse af forfatningens ord: 

What is a moderate interpretation of the text? Halfway between what it really means and what you’d like it to mean?

Modsvaret kom aldrig. Professoren blev paf og satte sig ned. 

Forårsfornemmelser

Kan I mærke det? Foråret er på vej med sikre skridt. Og nej – det har intet med blomstrende erantisser at gøre. Næh, vi er her ude i et langt mere sikkert tegn: AaB hjertet begynder at vågne op til dåd efter en alt for lang vinterpause…

For dem, der var i sin tid var i tvivl, da jeg begyndte at bevæge mig østover vil jeg her igen igen slå fast med syvtommersøm: Min kærlighed til AaB er kun blevet større, efterhånden som jeg har fået længere hjem til Aalborg Stadion (og nej – ingen og intet får mig til at skifte til diverse moderne sponsornavne.

Den skarpe (og fodboldundskudsdeprimerede) læser vil sikkert bemærke, at der jo fortsat er LANG tid, til suppen (aka. Superligaen) starter op igen d. 28/2. Hvorfor så forårsfornemmelsen? Jo, det skal jeg sige dig, du kæphøje – det er en kombination af to store begivenheder:

For det første har AaB lige tævet det rumænske storhold og tidligere CL-deltager Steaua Bukarest på udebane i en træningskamp, hvor der kun er kommet positive tilbagemeldinger. Således har deres træner udtalt, at de simpelthen tabte til et bedre hold. Så ved man for alvor, at holdet har slået sig fast! For det andet – og måske endnu mere endorfin-berusende har jeg i dag modtaget årets ASC medlemskort som beviset for mit nu to-årige engagement i supporterforeningen for AaB. 

Og jeg er bestemt ikke ene om denne overstadige glæde her op til sæsonstart – se bare Lynge Jacobsen Mr. AaB midt i et interview om sit nye stjerneskud af en træner: 

Tag ikke fejl:  Ovenstående skæve smil, rolige attitude og udsagn som ”det går helt ok” udtrykker faktisk en overstadig lykke, som man ikke længere kan udtrykke på det udhulede københavnske lykkepillesprog.

 

Kom bare an, Deportivo La Curuna!

Tour de elite-universitet

I weekenden var jeg på en actionpacked smuttur til London.

Lørdag formiddag ankommer jeg til Stansted og begynder straks at gå mod den (troede jeg) monopoliserede transportform mod London City: Stansted Express toget. De havde så bare valgt at lukke helt ned netop denne weekend, så jeg blev henvist til et sæt busser, der kostede samme “sølle” 18 pund… Heldigvis ventede jeg med at købe billet og jovist – krejlergenet gav bonus, for der var hele to andre selskaber, der kørte busser, og i begge tilfælde kostede billetten (samme destination og rejsetid) kun det halve. Hurra for konkurrence!

På Liverpool Street Station bliver jeg mødt af Maria (min norske roommate fra Ottawa) og hendes britiske kæreste Stephen. Et herligt gensyn med begge, hvor jeg både fik genopfrisket mine sprogkundskaber og alle de mange Canada-historier. Vi brugte dagen på at ture rundt i Londons mange forskellige områder og nyde metropolstemningen (inkl. alt fra aggressive Gaza-demonstrationer til et besøg i mit mekka – den altid travle Apple Store på Regent Street). Sidstnævnte sted lykkedes det mig i øvrigt at få indkøbt den måske kedeligste genstand i hele butikken – et batteri til min aldrende MacBook. Desuden var vi forbi Marias universitet, som er intet ringere end London School of Economics. Det er opkomlingen indenfor britiske eliteuniversiteter, der ifølge deres studenterblad “The Beaver” (???) fuldt ud er på højde med Cambridge og Oxford, men set udefra virker det lidt for historieløst til at konkurrere med de gamle koryfæer  - LSE har købt sig til de dyreste forskere, men man har ikke traditionerne til at give fuld respekt internationalt (hvem sagde Chelsea?). 

Samme aften gik turen videre til netop Cambridge, hvor Niels-Jakob (som også går under streetnavnet NJ) er i gang med at prøve kræfter med europas vel sagtens strengeste økonomi-master. Og sikke et skift! Pludselig stod jeg midt i et middelalderslot af et universitet. Stedet har eksisteret i imponerende 800 år og er overdådig i al sin pragt og vælde. Søndag havde vi sjældent strålende solskin, så den stod på rundvisning i de mange kroge af universitetet – bl.a. de perfekte græsplaner, som KUN de tilhørende undervisere må betræde. NJ blev således meget betørnet, da han så et par enten meget naive eller rebelske unge, der uden at skamme sig skråede direkte over. Magen til uhørt frækhed!

Indtagelse af føde er et kapitel for sig selv. Man går ind i en spisesal, der uden problemer kan matche den på Harry Potters ‘Hogwarts’, og får serveret maden af op til flere tjenere klædt i jakkesæt og butterfly. Maden indtages på lange, hårde, kolde bænke, så de studerende ikke får lyst til at blive for længe væk fra læsesalen. NoKo blegner i sammenligning. 

Spisesalen – bemærk billedet af kong Edwards, der skuer ud over salen.

Ladies and gentlemen. I give to you: The leader of the free world

 

Så indtraf øjeblikket.

Efter lidt fumlen fra en nervøs præsident og en højesteretsformand, der ikke var helt sikker udi den præsidentielle ed, fik Obama sagt de skelsættende ord: 

I, Barack Hussein Obama, do solemnly swear that I will faithfully execute the Office of President of the United States, and will to the best of my Ability, preserve, protect and defend the Constitution of the United States

Herefter fulgte den måske mest hypede tale nogensinde. Jeg sad klar blandt andre studerende i Københavns Universitets såkaldte “Munkekælder” og nød Obamaniaen folde sig helt ud. En sådan tale fortjener at blive vurderet af verdenshistorien, men mine første indtryk er:

-  Han var imponerende sikker i sin levering af talen, når man tænker på den mildt sagt pinlige situation med fremsigelse af eden. 

- Ex-præsident George W. Bush fik en meget kølig anmeldelse med den vel mindst mulige anerkendelse: Thank you for your service to this nation. I thank President Bush for his service to our nation as well as the generosity and cooperation he has shown throughout this transition.. Ingen opremsning af gode resultater af de sidste otte års arbejde – i stedet bestod store dele af talen af, hvordan Obama ville gøre det bedre. Ja – hele kampagnen har været kørt på anti-Bush temaer, men alligevel overraskende lidt forsoning. Dog fik Bush lige et kram bagefter, så det går vel. 

- Talen var imponerende på alle måder, men øjeblikket nåede alligevel aldrig helt samme højde og forløsning som sejrstalen i Chigago. 

Her er mine højdepunkter i talen: 

“Today I say to you that the challenges we face are real. They are serious and they are many. They will not be met easily or in a short span of time. But know this, America: They will be met.” Dette blev leveret med en sådan overbevisning, at jeg fik kuldegysninger. 

“The question we ask today is not whether our government is too big or too small, but whether it works”. En lækker mellemting mellem højre og venstrefløj. 

- “To those leaders around the globe who seek to sow conflict, or blame their society’s ills on the West: Know that your people will judge you on what you can build, not what you destroy”. Simpelthen smukt.

Om nogle af de ovenstående citater vil blive legendariske kan kun eftertiden vise. Men jeg er overbevist om, at jeg lige har set et stykke verdenshistorie og at USA ikke kunne have valgt en bedre person til at stå i spidsen for de enorme udfordringer forude. For nu at bruge Oprah Winfreys enormt prætentiøse udtryk: “He is the one!”

Festivitas ved porten til det sydfynske øhav

Weekenden stod på visit i Svendborg – fødeby for A/S Dampskibsselskabet Svendborg og Dampskibsselskabet af 1912 A/S. Årsagen var den årlige samling med den gamle gymnasieklike hos Jesper, der er flyttet til byen for at studere til søofficer. Som altid et aldeles festligt selskab, så billeder bør nok ikke offentliggøres her. Som erstatning bringer jeg her et billede fra arkivet, som jeg er blevet gjort opmærksom på indeholder en utroligt vellignende forfader til Gunge-slægten (se yderst til venstre)

Pandabjørnen – en ulv i fåreklæder

Mange har sikkert hørt, hvordan Kina sender et par pandabjørne afsted i diplomatiets tjeneste til lande, de ikke rigtig formår at tale sig til rette med. Tanken er tilsyneladende, at man tilgiver enhver brudt handelsaftale, fængslet politisk aktivist og lignende, når bare man får en sød og blød stribet bamse til sin zoologisk have. Traditionen går over 1.000 tilbage til Tang-dynastiet, hvor kejser Wu Zetian fra smed et par pandaer efter Japans kejser og blev kendt i vesten, da Nixon modtog et par stykker efter sin historiske rejse til Kina i 1972. For nylig har Kina også valgt at sende et par stykker til Taiwan for dermed at tryllefange den almene taiwaneser til pludselig at være hel vild med at blive optaget i stor-Kina. Derudover har spindoktorerne i Verdensnaturfonden jo valgt at bruge pandabjørnen som ikon for verdens truede dyrearter og er dermed blevet genstand for alverdens “save the world” aktivister. 

Men hvad har pandabjørnen dog gjort for at skulle fremstilles som dette svage pudsenudsede teddybamserdyr, som sidder hele dagen og æder bambus og bare venter på at blive klappet? Det er på høje tid, at nogen gør det klart, at panda’er faktisk er bjørne og derfor er et farligt dyr. Heldigvis er der nogle oplyste journalister rundt omkring, der ikke er blevet helt forskruede af den ondsindende ‘cuteness’ kampagne. Politiken bragte f.eks. følgende artikel, der fortæller hvordan pandaen Gu Gu (mere babyklingende navn findes vel næppe?) bider en far, der har forvildet sig ind i bjørneburet på jagt efter sønnens tabte legetøj) så hårdt i benet, at dens kæber skal åbnes med værktøj. Tidligere har Gu Gu også bidt en stiv turist, der ville kramme den.

Og her er et link til et videoklip, hvor en panda med sine store kløer fravrister en letsindig turist hans skjorte. Manden har været så indbundet i spinløgne om den flinke panda, at han har sat sig med ryggen op af tremmerne ind til vilddyret – det er jo helt forkert!